Forår på vej
Vi kan vist allesammens mærke det. Foråret så sagte kommer.
I søndags var jeg ude at gå en tur ovre i skoven, som egentlig er en kirkegård. Der har jeg gået rigtig mange ture. Under Corona var det en fast daglig ting. Jeg boede jo lige overfor dengang. Det er en meget speciel kirkegård med mange forskellige former for gravsteder og som sagt en hel skov. Det er så dejligt at følge årets gang, når man går ture der.
Foråret så sagte kommer, skrev jeg. Nogle kan sikkert genkende, at det er titlen på Kaj Munks bog om hans barndom, ungdom og de første år i Vedersø. Jeg læste den som ganske ung og var meget fascineret af Kaj Munk. Jeg fik bogen antikvarisk i julegave et år af Robert og kom til at tænke på den, da jeg så Hr. Auerland sad og læste i den i Badehotellet. Kaj Munk skrev den i 1942, hvor den også blev udgivet. Det er god læsning, jeg kan anbefale den.