Dejligt besøg fra Aalborg

I denne uge har jeg haft besøg af min veninde gennem mange år, Majbrit. Det har bare været hyggeligt.
Når vi besøger hinanden, plejer vi at være gode til at være aktive og få nogle oplevelser. Det gjorde vi også denne gang. Vi havde set udsendelserne om Kirsten Justesens arbejde med Grevinde Danner monumentet, og vi havde begge lyst til at se det, nu hvor det står inde i København overfor Nansensgade. Så i mandags tog vi ind til København og kiggede nærmere på det. Det er vel nok blevet vellykket. Fire meter høj står hun og indeholder hele historien om hendes egen historie og kvindebevægelsens historie.
Derefter gik vi ind til Rundetårn og en tur op på toppen. Undervejs så vi en fotoudstilling i tårnets bibliotek. Det var billeder af landskaber , mest natbilleder med stjerner. Det var flotte billeder.
Så var vi blevet kaffe tørstige og havde besluttet at gå på Café la Glace. Det var også en fin oplevelse. Skønne kager og god kaffe.
Så gik turen mod Nørreport, hvor vi tog en bus tilbage til Lyngby. Det var en god dag.

2

Tysk time i Literaturhaus

Literaturhaus.

Literaturhaus. Foto: Kirsten Andersen

I går var jeg til et arrangement inde i Literaturhaus i Møllegade. Jeg har hafr kig på det længe, men har aldrig været der før.

Det var min studiekammerat fra Tyskstudiet, Gitte, som havde gjort mig opmærksom på arrangementet. Hun spurgte, om jeg ville med? Selvfølgelig ville jeg det.

Så vi sad parat kl 16.30 til Litterær samtale om “Et splittet Tyskland” med to yngre tyske forfattere Charlotte Gneuss og Marlen Hobrack, som er aktuelle med bogudgivelser. Gneus er aktuel med “Gittersee” og Hobrack med “Schrödingers Grrrl”. De skriver om DDR og har begge i deres fortid tilknytning til Østtyskland. Temaet for samtalen med forfatterne var selvsagt den forskel på vest og øst, som stadig opleves. Det var interessant at høre de to forfatteres syn på det. Og så er der idéer til læsestof igen.

Det var sjovt at være i Literaturhaus, som vi også fik oplyst  var en tidligere Baptistkirke. Ikke mindst var det dejligt at mødes med Gitte og få en god snak om alt muligt over aftensmaden, inden vi igen tog hver sit tog i hver sin retning.

2

Søndag med sol og cykeltur

Parken ved Sophienholm. Foto: Kirsten Andersen

I søndags var der dejligt vejr med solskin og blå himmel. Det giver de fleste lyst til at komme en tur ud af stuen. Også mig.

Tæt ved hvor jeg bor ligger udstillingshallen Sophienholm. Jeg besluttede, at cykle en tur derud for at se den aktuelle udstilling, som jeg syntes så interessant ud. Sophienholm har en ret lang historie som kultursted. Det kan man læse om på deres hjemmeside  …og mange andre steder. I begyndelsen af 1800-tallet var det et sted, hvor der blev holdt saloner, og hvor kulturpersonligheder fra hele Europa mødtes.

Da jeg havde set udstillingen, hvor de havde sammenstillet tyske kunstværker fra 1920’erne og 30’erne med danske samtidskunstneres værker, gik jeg en tur i parken og ned til vandet, hvor jeg sad og spiste en medbragt ostemad.  Så opdagede jeg en lille baby futsko med en babybalarm i på låget af skraldespanden ved siden af mig. Jeg ringede til personalet i billetsalget, og spurgte om jeg ikke skulle tage det med op til dem. Det syntes de, jeg skulle.

Da jeg gik op ad bakken, mærkede jeg, at der sket noget i mit ene knæ, hvor jeg har en gammel skade. Jeg vidste godt det betød, at jeg ville komme til at døje med det i et stykke tid. Jeg cyklede dog hjem igen. Heldigvis var det ikke så galt som sidste gang, og det er allerde meget bedre. Men det er nok noget, jeg skal have kigget på.

Trods uheldet med knæet var det dejligt at få en cykeltur og komme ud og få noget luft og en oplevelse.

2

Travl Torsdag

Udsmykning Københavns Rådhus. Foto: Kirsten Andersen

Mine Torsdage er som regel ret travle.

Jeg begynder dagen med en gang gymnastik. Jeg har fundet et godt hold her i Lyngby, som heller ikke er for dyrt. Det er sådan lidt yoga-agtig gymnastik (vores lærer er yoga-instruktør), hvor vi kommer hele kroppen godt igennem, og så er der også lidt styrketræning, enten med vægte eller med elastik. Det er dejligt at følge et hold, hvor man også får en snak med de andre deltagere fra gang til gang.

Min arbejdsplads på arkivet

Når gymnastikken er færdig skynder jeg mig at cykle hjem og tage et bad. Så tager jeg ind på Københavns Rådhus, hvor jeg arbejder som frivillig hos Københavns Stadsarkiv. Her skriver jeg erindringer ind fra håndskrevne afleveringer fra 1969, hvor Københavns Kommune havde opfordret pensionister om at indsende deres erindringer om barndom og liv i København. Det er et meget meningsfyldt arbejde, og så er det tillige interessant. Jeg får jo en masse at vide om livet i København omkring år 1900 og frem fra førstehåndskilder. Erindringerne bliver lagt på nettet, så de kan læses af alle, der har lyst og interesse. Som en ekstragevinst har jeg lært nogle søde mennesker at kende både blandt personalet og de andre frivillige. Og så er det jo bare en fantastisk oplevelse at komme ind på Rådhuset, det er så smuk en bygning med udsmykningsdetaljer alle steder. Det bliver jeg aldrig træt af.

Erindringerne kan læses på Københavns Stadsarkivs hjemmeside her. Det fungerer bedst, hvis man har et navn eller emne, man vil søge efter.

 

1

Kasse fra årstiderne

I dag har jeg fået måltidskasse fra Årstiderne. Det har jeg fået siden januar og får hver 3. uge. Det er rigtig godt.

Det begyndte med, at jeg købte en juleaftensmenu, som var hurtig og nem at tilberede. Når vi alligevel skulle være 10 mennesker – store og små – så synes jeg godt, det måtte være nemt.

Årstiderne garanterer, at alt er økologisk og ikke har været ud at flyve. Jeg tror ikke det helt holder stik med flyveturen, for nogle gange er der noget, der må have været på en flyvetur. Men stort set…

Der er også opskrifter med til 4 dage. Jeg spiser ikke så meget, som der er beregnet til 1 person, så jeg har mad til to dage, når jeg har tilberedt en ret. Nogle gange bruger jeg også bare ingredienserne på en anden måde. Men det er skønt at få nogle årstidsrelevante grøntsager og frugter.

Jeg får Flexitarkassen, det vil sige at der er to kødretter – og kødet er fisk og kylling. Jeg er gået væk fra at spise kød af de firbenede dyr.

Dette er ikke en reklame, men blot for at fortælle, at det er en rigtig god løsning på at få noget ordentligt mad.

1