Sviptur til Aalborg

Foto: Asbjørn Thomsen

Senere i dag rejser jeg til Aalborg. Det bliver kun en lille sviptur denne gang.

I morgen aften skal Flemming og jeg holde foredrag på Ladegården i Hals, hvor vi præsenterer vores bog Harry – Et anderledes liv. Det glæder vi os meget til. Vi vil fortælle lidt om, hvordan vi kom til at interessere os for Harry, som er en fætter til begge vores fædre. Det viste sig at være en noget større proces, end vi nok havde regnet med. Harry var kendt af mange som en original – men hvad er en original? Ordet KAN have en positiv betydning, dog sjældent når det bruges om mennesker, som lever anderledes end de fleste. Men bag ved “originalen” er der jo et menneske, som er født lige så ny og parat til livet som alle andre. Så er der bare nogle omstændigheder der gør, at det menneske får en anden måde at tackle livet på. I Harrys tilfælde var det en diagnose for skizofreni – og han kan have haft andre udfordringer også. Da vi gik hans liv minutiøst igennem ved hjælp af arkivalier og samtaler med  familie og andre mennesker, der har kendt ham, forstod vi, at han har haft så mange talenter og så stor en begavelse, at de færreste kan hænge med. Det uheldige for Harry var, at han var født i en social samfundsklasse og en tid, hvor der ikke stod nogen parat til at nære og hjælpe med at udvikle hans idéer og tanker.

Vi har indtil nu holdt 7 foredrag om Harry. I morgen er det 8. og så har vi et mere den 9. april i Fokus Folkeoplysning i Aalborg. Og så synes vi det er nok om Harry. Vi har nået, hvad vi ville. Fortælle andre, at Harry var mere end en original. Og det er tilsyneladende lykkedes, når vi tænker på alle de reaktioner, vi har fået på bogen og ved vores foredrag. Vi ville også gerne samle al vores research i en form for en bog. Og det er også lykkedes – vi synes også med et rigtig godt resultat i samarbejde med Hals Arkiv, hvor Asbjørn Thomsen har stået for tilrettelæggelsen og den grafiske opsætning.

Det har været en lærerig proces for os at arbejde med Harrys liv. Det har lært os at reflektere over det, når vi møder mennesker, som kan virke anderledes. At tænke – det er en, der har nogle udfordringer, det kan du nok godt rumme. Vi vil bestræbe os på at huske det, for det har de mennesker jo krav på. Og vi håber, at vores bog kan være med til at andre også gør det.